Føler du dig alene med din spiseforstyrrelse, og alle de ubehaglige tanker der køre rund og rund i dit hoved. Er du pårørende, eller undrer du dig over hvad der endelig forgår inde i en spiseforstyrets hoved, så er dette det helt rigtige sted for dig.

Hej igen :)

Det er ved at være et stykke tid siden jeg har lagt noget op, men jeg har haft det meget svært og har været nød til at sætte min bedring i første række.

som i nok ved har jeg været 'meget' tæt på endnu en inlæggelse i Skejby, så tæt at jeg var til forsamtale og min seng stod klar, men dagen før jeg skulle ind, faldt ALT sammen for mig.

Stak af hjemmefra, selvskade, flere timers angstanfald, selvmorgsforsøg OSV.... alt i håb om at komme så langt væk som overhovedet muglig fra en indlæggelse. 

Jeg kunne bare ikke se meningen med livet hvis jeg bare skulle sidde fanget inde mellem fire vægge, angst for personalet der 'tvinger' maden i mig som jeg er midst ligeså angst for, overvåges 24/7 og ikke have noget frirum.

 

De første ca. 14 dage herhjemme gik endelig super fint, jeg fik min mad (ikke det jeg skulle have, men fik lidt) angsten var 'STOR' men jeg føglte mig så motiveret at jeg kunne abstrahere fra den. Men de sidste 14 dage 3 uger har angsten fuldt mere og mere og jeg følgler mig på en måde 'overtaget' igen.... jeg kæmper og kæmper og ja det er hårdt og jeg føgler mig helt udkørt. 

Jeg ville ønske bare angsten ville forsvinde eller i det mindste bare slappe lidt af bare i et lille sikundt, jeg kunne kigge mig selv i spejlet uden at få helt ondt i maven over hvordan jeg nu engang ser ud, jeg kunne ligge alle mine bekømringer til side og bare se hvad der sker, MEN... det kan man ikke bare (jeg ville ønske)

 

Føgler alt det jeg hade som motivation falder på gulvet. 

Min mor og jeg havde bestilt min konfirmationsgave nemlig en mor og datte ferie til udlandet, vi hade forhåndsbukket og det hele, men da jeg havde tabt mig til sidste vejning var det ligesom også VÆK.....

ligsom alt det andet, jeg var lige begyndt til undervisning på min pony (det endeste der kan gøre mig sådan 'rigtig' glad pt) men det er også faldet til jorden igen....

mange af mine venner har kuttet kontakten til mig (det er jo ikke fed at have en ven man ALDRIG kan se og som ikke må lave noget fysisk aktivt når man så endelig er sammen)

 

jeg prøver hele tiden på at finde noget at kæmpe for, men jeg er bange for at svigte mig selv 'igen'  ved at blive bekraftet i jeg heller ikke var 'stærk' nok til at opnå det.... 

 

MVH Regitze        "HUSK PÅ, ALDRIG GI' OP"